Mindeord

De tætteste man kommer officielle mindeord om Det DUR er en kommentar af Niels Pedersen i forbindelse med lukningen af programmet. Han indtelefonerede sin kommentar og den blev bragt til slut i både den tredje sidste og den sidste udsendelse.

Niels Pedersen er journalist, koncertanmelder, pladeanmelder og radiovært, der på Det DUR tiden bla. skrev for Gaffa og Jyllandsposten. I Gaffa havde han debut på sin faste Groove spalte i september 1989 (link). Han er ikke specialiseret til klubmusik, men tager den seriøst og finder den interessant. I pionertiden rapporterede han om de nye strømninger i undergrunden. Blandt andet fra rejser til London.

Kommentaren lyder som følger.

Dansemusikken har altid været popmusikkens ildestedte stedbarn. Ikke til at tage alvorligt. Men god nok at danse til, for man kan jo pr. definition ikke danse til rockmusik. Men de sidste år har dansemusikken sat sig på hitlisterne. Dagens dansemusik er dagens pop. Og på et tidspunkt, hvor selv Moonjam kan påstå, at de spiller hip-hop, er det sørgeligt at Det DUR ikke dur mere.

Det DUR var et interessant projekt, fordi det er lavet af personer, der er en del af lyttergruppen. Ikke den forrige generations trætte pladevendere, der har fundet ud af, at det er smart at være smart med de smarte. Nede med dem der er nede, eller rykke med dem der rykker. For nu at benytte et af de sære udtryk, som programmet har ført ind i det danske sprog.

Man kan anklage programmet for at være løst og lidt sløset. Men det er samtidig også dets styrke. Det er med folk, der ikke har teoretisk intellektuelt forhold til musikken, men som bare er brugere. De arbejder efter devisen "Er det nyt, så er det jo spændende". Derfor vil jeg savne Telefonmix. Jeg vil savne at være rasende over musikvalget. Og samtidig være irriteret over, at jeg ikke længere kan være irriteret over indslag fra kolde regnvåde sommerhuse med en trio glade jyder. Der heldigvis holdte mere af musik end stil. Det duede.