Afsnit 19

Det DUR på eventyr

Da Delgado og Soulshock påbegynder deres par værtskab, starter de også en gimmick, der herefter bliver fast tilbagevændende. De genoptager modellen fra forår/sommer 1989 med at ligge en lydcollage på udsendelsen og spille en improviseret rolle, om at udsendelsen bliver lavet ude i byen, i et miljø som karakteriseres af bestemte lyde. Og her nøjes de ikke med at gentage campingvognen eller kolonihavehuset , som i 1989, men vælger et nyt miljø til hver udsendelse. Første gang, i udsendelsen d. 26. januar, er de en tur i Zoologisk have (udsendelse). Og herefter kommer de vidt omkring til bla. lufthavn, motionscenter, pladereception, værtshus, badestrand, spillehal, møntvaskeri, børneinstitution, rideskole og en tur i parken. Nogle udsendelser i 1990 bliver lavet i studiet , men ellers holder værterne fast i at placere sig i et nyt miljø, tage det som det kommer og se hvad der sker.

Danmarks Radios lydeffekt bibliotek er netop inddelt i temaer for hver CD, hvor de enkelte spor på CD'en er variationer i de enkelte miljøer. For eksempel ishuset, bruseren, vejen, stranden og vandet for en CD med strand som tema. I denne periode af Det DUR praktiserer Delgado og Soulshock ganske simpelt at medbringe en af disse CD'ere i studiet sammen med deres plader og dagens ration af slik og cola. Uden at nærlytte dagens CD og forberede sig noget særligt på, hvordan den skal bruges og hvilke situationer der skal spilles. Det er snarer i sidste øjeblik, at de kikke samlingen igennem, indtil den ene siger "Hvad med en tur på Bakken?". De giver CD'en til udsendelsens tekniker og finder ud af tingene under pladerne.

Værterne nyder at spille deres rolle og improviserer efter de lyde, der kommer i underlægningen, og som de er ligeså uforberedte på som lytterne er. For eksempel, en bil man pludselig kan høre fræse forbi på stranden, hvortil Soulshock siger "Nå, nu kommer der en forbi i sin bil - for tredje gang." (udsendelse). På vaskeriet, hvor der afbrydes med "Nå, nu er den vist færdig den her.", da vaskemaskinen ikke kan høres mere (udsendelse). Eller hvad med en tur i skoven, hvor man ved mosen kan høre en frø, hvortil Delgado griner og udbryder "Hem'lig frø!", hvortil Ezi Cut, der i mellemtiden var tilstødt programmet, svarer "Det er godt nok en af de største frøer, jeg har set i lang tid." (udsendelse). Det går så vidt, at Soulshock, i en udsendelse hvor han er ene vært, laver en historie om, at han sidder alene på en bar og venter på Delgado (udsendelse).

Det DUR-gimmicks med tilhørende situationskomik og improviserede eventyr virker meget overbevisende og giver udsendelserne indhold, særpræg og en humoristisk karakter.