Afsnit 13

1989, the number, another summer

I marts, april og maj er der typisk to værter på Det DUR samtidig. Og det er ikke kun Bageren med enten Delgado eller Soulshock som medværter. Det er også de to sidstnævnte sammen. I juni, juli og august er der dog typisk kun en vært ad gangen. Det skyldes muligvis, at drengene må nedskære for at kunne fortsætte programmet. Det DUR var i hele programmets levetid udfordret internt på både indhold og økonomi. Og værterne kæmpede med næb og klør for at holder det i luften. Og at være alene som vært er bedre end ingen show, og de får senere igen mulighed for at mande op til to værter ad gangen. Heldigvis, da værters sammenspil giver en radioudsendelse en dynamik, som Det DUR i høj grad profiterede af.

I juli og frem til midten af august holder Soulshock orlov fra Det DUR, da han tager sig et længere ophold i New York. Han har fået kontakt med den for hip-hop-kulturen toneangivne radiostation Kiss FM og stationens stjerne-DJ Red Alert, og han tager afsted for at følge den mulighed for at få kontakter i hip-hop'ens hovedstad og for at opsøge producer- og DJ-jobs. Det er hårdt arbejde som Soulshock ikke tjener nogen penge ved. Og da han ved et DJ-job bliver vidne til skudopgør, får han nok og rejser hjem til København igen.

Optakten til Soulshocks afrejse og eventyret i New York bliver skildret i den dels biografiske og dels fiktionelle TV-serie Exit , som bliver vist på DR TV i efteråret 1989. Serien bliver dramatiseret rigeligt i forhold til hvad Soulshock kan stå inde for, når han oven i købet optræder under eget navn.

I sommeren 1989 skal Det DUR igennem en procedure hvor det påny skal planlægges og budgetteres. Og i den proces, skal drengene lave en formel programbeskrivelse og ansøgning. Det er på sin vis nemt nok, da programmet allerede har sendt i et halvt års tid. Men da de kikker på det næsten tomme stykke papir, hvor der nærmest kun står "Kommer med en pladetaske og mixer lidt blandet godt", levner de ikke hinanden den store chance for kunne fortsætte.

For at få ansøgningen til at se ud af noget, ligger drengene hovederne i blød for at give programmet struktur og indhold. Og de beslutter at programmet skal indrettes efter, at de har hver deres områder indenfor klubmusik, som står deres hjerter nærmest. De tilrettelægger hver en udsendelse med deres fokusområde. Og i den sidste ugentlige udsendelse, vil de alle være værter for hitlisten, som skal udvides til at have 10 placeringer.

Til deres overraskelse bliver programoplægget godkendt. Og således kører Det DUR fra og med september 1989 med Mandags hip-hop i udsendelsen om mandagen med Soulshock som vært og primært fokus på hip-hop. Dansemusik til den danske ungdom om tirsdagen med Bageren som vært og primært fokus på house. Svedig soul om onsdagen med Delgado som vært og primært fokus på soul. Samt De 10 fede om torsdagen med op til alle tre som værter sammen og præsentation af deres top 10 over de hotteste plader inkl. et par boblere. Det DUR betegnelsen fortsætter som paraply for de fire ugentlige udsendelser. Men de laver nye jingler og introer til de 4 forskellige shows.

I denne periode stryger de deres gimmicks med at sende fra campingvogn, kolonihavehus mv. Dog laver de stadig lidt spas med lytterne. Det DUR kører med denne struktur resten af 1989.