Afsnit 26

Danskerne kommer

I 1991 kulminerer den indsats som danske sangskrivere og producere indenfor Det DUR-paraplyen har arbejdet på i en årrække. En lang række kunstnere udkommer på plade og flere af dem er debutterende. Mange udkommer på de nye pladeselskaber Coma Records, Soulpower Productions og Solid Productions, der ligeså er startet og drives af folk fra miljøet. Følgende danske kunstnere og grupper indenfor Det DUR's felt får udsendt musik i 1991.

  • Yasmin
  • Cut'n'Move
  • Dr. Baker (m. Chris C og Al Agami)
  • One-Eyed Jacks
  • Lucas
  • Wizdom'n'Motion
  • Bass And Trouble (m. Phase 5)
  • Mental Generation (m. TBM-1 og Remee)
  • Miro
  • TBM-1 (m. Chris C)
  • The Overlords
  • Young Blood (senere YB)
  • Flopstarz
  • Lifers Group (m. Dr. Jam og Phase 5)
  • Ghando

Den danske Amnesty International-støtteplade Rock, Love And Understanding fra 1991, består hovedsagligt af musik fra danske rockmusikere, men får i tillæg en EP med musik af Susanne Carstensen, Bass And Trouble, Phase 5 med venner og One-Eyed Jacks.

Dertil fortsætter Soulshock og Cutfather deres internationale producerkarriere med flere udgivelser i 1991. Rapperen Young Blood assisterer i 1991 desuden Det DUR med rap og speak på en omgang nye jingler. Herunder nye introer, som værterne laver da sendetiden fra april 1991 rykkes en time så programmet først starter kl. 20.05.

Det danske plademarked er mildest talt ikke forvent med udgivelser indenfor de genrer som disse kunstnere repræsenterer. For de kunstnere er det en præstation i sig selv, at få trykt sin musik i vinyl, og få airplay på almen dansk radio. Og ikke nok med det, så lykkedes det nogle af dem, med Cut'n'Move i spidsen, at få hits og et gedint pladesalg ud af anstrengelserne. Det vendte op og ned på mange ting i den danske musikbranche. Og den blev yderligere centrifugeret, da det lykkedes en håndfuld af disse nye stjerner, at få international distribution af deres musik. Hvilket også medførte remixes af internationale producere som CJ Mackintosh, Steve 'Silk' Hurley, Tommy Musto og Junior Vasquez.

Det DUR-værterne er selvsagt glade for den nærmest endeløse triumf for den musik, de selv har dyrket i årevis som DJ's, producere og radioværter. De er vant til at bevæge sig rundt i en musik- og diskoteksbranche, der har været lunkne overfor den musik, de repræsenterer. Pludselig vender bøtten. I 1991 har Det DUR nærmest ugentlige nyheder om debuterende kunstnere, pladeudgivelser, udenlandske eventyr, specielle remixes, hitliste-triumfer, omtale i udenlandske blade mv. Og de har jævnligt folk på besøg til et interview.

Succesen og de relativt mange danske udgivelser skaber et dilemma, da flere af værterne er involverede i noget af det musik, de med den anden hånd udbreder kendskabet til i radioen. De bevæger sig på grænsen imellem at rapportere om et musikalsk miljø, som det nu engang lever, og det forbudte område, hvor DR omtaler kommercielle produkter på en måde, der kan kaldes reklame eller egen interesse. Men det er i høj grad i danskernes interesse, at DR giver dækning af et blomstrende og nyskabende musikalsk miljø i Danmark. Før som nu. Og den dansk producerede musik skulle med al rimelighed være dækket tæt. Selv havde Det DUR haft andre værter.

Cut'n'Move
Dr. Baker
Wizdom'n'Motion
Young Blood