Side 3

Jeppe Bisgaard

Lad os skifte emne til Soulpower Productions. Det var et pladeselskab, der blev startet af dig, Soulshock og Cutfather og som var et underselskab af Medley Records. Hvordan kom det i stand?

Det kom egentlig af, at arrangementet med den kære Carsten Willer ikke gik længere. Og Carsten (Soulshock, red.) var, sammen med Mich, de var jo et makkerpar dengang, meget opsat på ikke at få en tilfældig person herhjemme til at styre hans forretning. Og så gjorde Lis Sørensen remixet (udgivet maj 1989, red.) og de efterfølgende remix som de fik i Danmark, at vi snakkede om, at det måske kunne lade sig gøre at lave noget herhjemme (i Danmark kontra at rykke til USA, red.). Og se om vi kunne finde vores egne artister og producere dem.

Label-planer blev lagt i vinteren 1989/90 . Og det cooleste ved det var, at de eneste tidspunkter vi egentlig snakkede om det, var når vi vågnede op søndag i drengenes lejlighed på Østerbro. Jeg boede ved dem fast hver weekend og når vi vågnede med de værste tømmermænd efter at have været på Kenneth Bagers Baby klub hele natten, så bestilte vi noget grillmad og cola, og så hang vi der i sofaen halvt sovende og lagde planer. De skulle lave musikken og styre biksen og jeg skulle ligesom være den daglige mand. Jeg havde snust lidt til pladeselskaber via min journalist-ting og skulle egentlig også have noget at lave, når jeg blev færdig med gymnasiet.

Vi startede med at snakke med Sonet (pladeselskab, red.), som kendte drengene fra nogle tidligere opgaver (bla. Solid Productions Taking Over LP'en udgivet i foråret 1990, red.). Men der kunne jeg hurtigt mærke, at det var sådan lidt "Vi vil gerne snakke med Soulshock og Cutfather om et label, men hvad laver Hans Ottos søn her". Jeg havde være i erhverspraktik på Medley Records , så jeg tænkte "Lad mig da snakke med dem også". Og de var meget mere med på, at vi tre skulle give den gas på et label. Hvor Sonet var mere interesseret i bare musikken, og så skulle de nok sørge for resten.

Michael Ritto (chef på Medley, red.) kunne med det samme se, at drengene her kan noget internationalt. Han tog en demo af Yasmin med i baglommen og spillede det for nogle branchefolk, der stod med åben mund og polypper. Det var en frisk lyd. R&B var begyndt at fusionere med hip-hop på det tidspunkt med bla. Nellee Hooper's ting fra England (Soul II Soul mf., red.). Det var en spændende tid. Så det gik egentlig meget hurtigt. Jeg tror der gik et par måneder fra vores første møde til vi åbnede Soulpower. Og så startede det hårdeste år i mit liv . Det var hardcore, og der var nok dage, hvor man ikke havde lyst til at være i nærheden af os. Vi var nogle unge drenge, der var meget ambitiøse og lige pludselig fik vildt meget succes og opmærksomhed.

Mik Christensen fra Medley, i dag på Copenhagen Records, blev en mentor for mig. Uden ham havde vi ikke fået en plade på gaden. Det var sådan, at Cut'n'Move var faktisk signet til Medley. Det var Mik Christensen, der havde flippet ud over det. Og de kom så ned til os, og jeg skulle arbejde med dem. Og der kikkede Mik mig over skulderen og jeg lærte en del af ham.

Hvad kan du fortælle om eventyrerne med at få Yasmin og Cut'n'Move ud i USA?

Jamen, en masse telefonarbejde, vil jeg sige. En masse papirarbejde. Og en masse forhandlinger, som var Rittos bord. Det var ligesom der han skulle ind med ekspertisen og det her med at spille hardball med de her (amerikanske pladeselskaber, red.).

Jeg kan tydelig huske, da en A&R fra Polygram ringer og siger "This Yasmin, man. How much do you want? Couple of hundred thousand?". Hvor jeg var sådan "Øh-kay, liiige et øjeblik". På den måde var det sjovt. Lige netop det med at lave deals var noget langsomt og møjsommeligt noget, hvor man var til en masse møder i ind- og udland. Og så noget med at ligge det op til Ritto og vente på ham og lære af de dispositioner han tog. Der var det rart at Medley havde den knowhow til at banke de deals på plads.

Det jeg synes er det fedeste ved Soulpower var, at vi fik skabt nogle muligheder for folk . En gut som Dickie Klein, der rappede under navnet YB . Og fik hans plade ud i USA. Den uge vi havde sammen (i New York, red.), hvor vi var på The Source (hip-hop magasin, red.) og forskellige radiostationer og skulle vælge piger til videoen (he he). Jamen, det var en drengedrøm.

Jeg er stolt over, at det lykkedes at skabe et fællesskab på vores label imellem de forskellige kunstnere. Og jeg er stolt over, at det lykkedes at gøre et indtryk i New York. Hvis du viste hvad jeg har mødt af respekt i New York pga. Cut'n'Move. Engang var jeg på besøg på Strictly Rhythm (New York house label, red.) som Jørgen 'TNT' Møller havde arrangeret. Og jeg kunne se, at ham præsidenten bare tænkte "Ham har jeg sgu ikke tid til at snakke med". Men da jeg nævnte, at jeg var fra det label der havde udsendt Cut'n'Move sprang han op og dansede rundt, og det endte med at jeg fik lov til at tage alle de plade med jeg kunne slæbe derfra. Get Serious blev en club-klassiker i New York, og jeg har senere hen hørt den på in-steder, hvor de har spillet fra start til slut.

Men jeg husker også engang, at jeg var med Mich og Carsten i New York og mødte Kid Capri på Powerhouse. Vi gav ham vores første maxi med Kingdom Family (første udgivelse på Soulpower, red.). Og jeg tænkte "Det er bare løgn det her. Jeg står ikke og giver Kid Capri der her arveste lort". Men det var vores første single. Og som jeg snakker med Chief-1 om, når vi mødes i vores homeboy-loge, så skulle man have et eller andet med for at komme ind på radiostationer og pladeselskaber i New York den gang.

Soulpower var enormt hård specielt det første år, hvor vi var helt der ude, hvor vi ikke kunne bunde med noget som helst. Ingen af os vidste hvad fanden vi lavede. Men det var også enormt sjovt. Hver fredag havde Cutfather og mig hip-hop danseskole for pigerne på kontoret, der skulle lære de her moves. Jamen vi havde fodboldspil og turneringer på kontoret, og vi satte en stor racerbane op. Vi havde store gangster-rappere på besøg på kontoret, når de var i byen, der bare flippede helt ud og kørte racerbane hele dagen. Og så havde vi en masse originaler forbi, fordi vi var det eneste label for hip-hop og den nye musik. Vi havde så mange mærkelige henvendelser.

Glæden var stor ved nr. 1 pladerne. Men glæden ved Soulpower var ligeså meget de ture vi havde til fx. New York. Når jeg kom der over, og troede at jeg skulle sættes på plads, var det lige omvendt. Folk var sådan "Nå, synes du det, aha", og var imponeret over de ting jeg vidste og den indstilling jeg havde til tingene. Jeg har to gange oplevet at være på besøg på indie-labels og blevet spurgt om, hvad jeg synes kunne fungere som næste single for nogle kunstnere. Og se at de tog mine råd til sig og at tingene blev hits. Det er rigtigt stort, altså.

Plus alle de Naughty By Nature plader vi solgte (amerikansk hip-hop-succes fra 1991 og frem, som blev distribueret i Danmark via licens på Soulpower, red.). Den stolthed. Jeg tror vi var det tredje bedst sælgende land i verden efter USA og Canada. Jeg besluttede, at vi ville udsende Everything's Gonna Be Alright som single, da jeg vidste at den Bob Marley sampling ville blive et hit i Danmark. Peter Street Dance ringede til mig og skældte mig ud, fordi han ville have OPP og ikke Everything's Gonna Be Alright . Men jeg sagde "Peter, I know my shit". Og senere måtte Peter ringe til mig og sige undskyld og fortælle, at jeg lige havde bevidst mit værd. Den nr. 1 placering jeg har mest optur over, var da den gik nr. 1 på Dxl-listen (Dxl var et musikvideo program på TV2 med Dan Rachlin som vært, red.) og slog den med George Michael og Elton John, da den var på sit højeste. Da jeg to år senere hørte Naughty By Nature i Den går hal spille Everything's Gonna Be Alright , måtte jeg stå og knibe en tåre. Det havde jeg været med til at gøre til mit nummer. Og busted arse og sagt "Prøv nu bare at spil lortet og se om ikke folk kan li' det".

Soulpower ebbede ud, da drengene tog til LA (i 1992, red.). Jeg fortsatte derefter i tre år på pladeselskabet EMI.

Hvem fandt på navnet Soulpower?

Jamen det var Carsten. Case closed. Mig og Mich sad og kikkede på hinanden og sagde "Det da meget sjovt, at det har soul med i navnet". Men vi kunne ikke rigtig komme op med noget bedre. Og undskyld mig, men Carsten, hvis han får en god ide og gerne vil have den gennemført, så er han også en af verdens bedste til det. Så det var meget hurtigt "Fint nok, vi hedder Soulpower".

Hvem tegnede logoet?

Det var vores ven Klaus Christensen. En reklametegner fra Aalborg.