Afsnit 12

Hey DJ, cut it up one time

Danmarks Radio har på daværende tidspunkt en procedure for afvikling af direkte udsendelser med musik og omtale heraf. Sådan som det gøres i 7'eren, hvilket Det DUR er en del af. Det indbefatter, at man skal skemalægge præcis hvilken musik man vil spille, hvor lang tid de enkelte numre varer og hvor lang intro og outro tid, man vil bruge til speak. Og det er naturligvis en selvfølge, at man ikke snakker hen over dele af musikken, som har sang eller tale. Manuskript med disse nidkært forberedte tider for musikken, afleverer man til teknikeren på udsendelsen sammen med de plader og CD'ere som musikken ligger på. Under udsendelse forbereder han løbende de næste numre der skal spilles og værten kan indefra studiet selv starte den aktuelle plade- eller CD-afspiller via et fjernstyringspanel.

En procedure, der kan synes langsom og rigid. Men man skal huske på, at radioproduktion i dag stiller mange af de samme krav. Men at computerbaserede systemer til afvikling af musik automatisk giver værterne den fornødne støtte til at lave et flow i udsendelsen og tilpasse længden af den. Det skal dog tilføjes, at man i dag accepterer en mere løs produktion. Hvis et nummer eksempelvis afbrydes før det er helt færdigspillet, modtager DR eller andre radiostationer næppe en klage pga. dette. Men i 1989 forventer DR, at man viser respekt om musikken og giver en velforberedt præsentation af den.

Det DUR drengene er DJ's og anser til dels musikken som værktøjer, der kan anvendes som man vil i et flow, som det er DJ'ens ansvar at skabe i nuet. Som DJ's er de vant til at tilpasse deres mix til reaktionen blandt publikum på dansegulvet. De kan ikke helt forlig sig med DR's procedure og laver kun nødtørftige manuskripter til deres udsendelser. Nogen gange slet ingen. Og selvom der foreligger en optegnelse over en serie plader der skal spilles, bliver der improviseret under udsendelsen ud fra hvad de har i deres pladetasker. Det afstedkommer nogen kuren på tråden og klager internt i Radiohuset. Og værterne møder ikke umiddelbart forståelse for, at de, som de DJ's de er, får en DJ pult og selv står for afvikling af pladerne.

Trods den interne debat om hvordan Det DUR kører både teknisk og indholdsmæssigt, lykkes det værterne at holde programmet i æteren. Ikke nok med det, så indtræffer en epokegørende Det DUR-bedrift i DR regi i maj 1989. Bageren kommer på visit i en udsendelse med Soulshock som vært med beskeden "Jeg tror jeg har skaffet os en DJ pult" (udsendelse). Det er lykkedes Bageren at overtale cheferne til at give dem DJ-udstyr og lov til at mixe pladerne. DJ-udstyr vil på det tidspunkt sige Technics SL-1210 pladespillere med robuste pickup'er, som kan bruges til mix og scratch samt en 2 kanals mixer med crossfader og andre funktioner til mix. Sådan en DJ-pult til brug for værterne har aldrig før været en fast del at et program på DR. DJ-pulten bliver selvfølgelig anvendt til formålet, men værterne lader også teknikeren afvikle nogle af pladerne. Det DUR ændrer ikke karakter til 45 minutter nonstop mix med begrænset speak. Der holdes en fin balance imellem at præsentere plader enkeltvis, og at servere dem i et mix og dermed musikken i det DJ-flow, som klæder den bedst.

Hvor der i starten var lidt knas med teknikere på Det DUR, skal det nævnes, at Der DUR værterne senere får et fremragende og dynamisk samarbejde med deres teknikere, som i enkelte udsendelser deltager med kommentarer udefra regirummet, scratch-effekter med jingler på spolebånd oa. Igen eksempeler på anderledes arbejdsformer, som bliver brugt i Det DUR.