Side 7

Jørgen 'TNT' Møller

Da Wizdom-N-Motion gik i opløsning (1992-93) slog du dig på produktion af den mere hårde, typisk instrumentale og dubbede house (bla. betegnet New York house, tribal house og deep house). Du har tidligere nævnt klubberne Sound Factory og Sound Factory Bar i New York som mekkaer for den genre.

Det var altid stort at træde ind bag fløjls-tæppet på Sound Factory Bar og høre Little Louie Vega eller Kenny Dope fyre op for svedige grooves, og mærke tyngden fra den luft som subwooferne pulsede ud på gulvet, der var fyldt med dansere der virkelig gik op i kulturen. Det inspirerede mig helt vildt, og ofte gik jeg fra Sound Factory Bar og direkte i studiet.

Det var det samme med Sound Factory , hvor publikum var overvejende homoseksuelle mænd. Det var ikke sidstnævnte der tiltrak mig, men derimod Junior Vasquez' og Frankie Knuckles' hårde grooves og flydende mix . Jeg fandt hurtigt ud af at undgå det første kødmarked fra kl. 2 til ca. 6 og stillede simpelthen vækkeuret til omkring kl. 5. For at stå så tidligt op i stedet for at gå sent i seng! Det var indimellem ret surrealistisk at komme ud omkring kl. 12 middag til et mere normalt samfund.

Var det fedt at se hoben rykker til din egen musik?

At se "hoben" rykke til sin egen musik er svært at beskrive. Som sagt har jeg aldrig rigtig haft et ejerforhold, når først musikken har skiftet hænder. Men det er altid rart at modtage anerkendelse for sine værker, og jeg tror anerkendelse er de fleste kunstneres primære drivkraft. Det er næsten nede på genetisk plan tilskyndelsen og tilfredsstillelsen sker.

Hvilke DJ's gav dig de største oplevelser i de år (1992-95)?

Masters At Work, Todd Terry, Def Jam klanen, Roger Sanchez og Junior Vasquez rangerede klart højest.

Premieren på The Bucketheads The Bomb, These Sounds Fall into My Mind på Sound Factory Bar i 1993 var ét af de uforglemmelige momenter. Eller første gang jeg hørte Missing (Todd Terry’s remix af Everything But The Girl Missing , red.) på The Tunnel også i 1993, var også en kæmpe oplevelse.