Side 5
Henning Winther
Kan du huske noget musik fra Mandags hip-hop (september-december 1989) og Det DUR (1990/91), som gjorde specielt indtryk på dig?
NWA og 3rd Bass Sons Of 3rd Bass - jeg kan huske, at jeg blev blæst totalt bagover. Der udover Big Daddy Kane, Wrecks-N-Effect og Kwame.
I 1990 var der en udsendelse, med The Jaz The Originator , som var et tidligt nummer med Jay-Z, før han slog igennem. Et nummer hvor de rapper fantastisk hurtigt. I den udsendelse spillede de også Eric B & Rakim Mahogany . Jamen, vi hørte det bånd til det var slidt op .
Senere i 1991 kan jeg huske en udsendelse hvor de spillede Main Source Snake Eyes , Gang Starr Love Sick og EPMD Rampage , hvor det var sådan "Hold da kæft". Der var bare sådan tre numre i streg "Wow, hvad skete der her". I efteråret 1991 husker jeg Black Sheep Butt - In The Meantime . Det startede mit kærlighedsforhold til Black Sheep. De spillede også Naughy By Nature OPP og Cypress Hill, tror jeg. Da jeg ugen efter flyttede til Aarhus, gik jeg direkte ind og købte de tre plader.
Har du nogle LP udgivelser fra samme perioder som du regner for de største hip-hop værker nogensinde?
- Gang Starr Step In The Arena
- Black Sheep A Wolf In Sheep's Clothing
- Eric B. & Rakim Let The Rhythm Hit 'Em
- NWA Straight Outta Compton
- EPMD Business As Usual
- 3rd Bass Derelicts Of Dialect
- Brand Nubian One For All
- Main Source Braking Atoms
Fantastiske albums. De to første er klart noget af det væsentligste for mig.
Er plader fra den periode nogle du hiver frem og lytter til i dag?
Jævnligt, vil jeg faktisk sige. På det seneste har jeg hørt NWA Niggaz4Life og De La Soul 3 Feet High And Rising .
For mig var det nogle formative år for mig. Man kan også se, når man læser nogle all-time best rap album lister, at der var altså nogle år i 1988-92, hvor der skete nogle fantastiske ting.
Beat Around The Bush LP'en Kun 1 Smule Pr. Vers udkom i 1995 og var, såvidt vides, den første independent LP udgivelse med dansk rap. Et produkt direkte fra musikerne udenom et større pladeselskab. Og så var indholdet endda produceret 3 år tidligere. Betalte I selv for fabrikation af det stærk begrænsede oplag på 100 stks.?
Det var totalt undergrund. Det var en gut der hedder Henrik Busk , der har et selskab der hedder Ukendt Grammofon . Han er virkelig independent mand, og han udgiver stadig ting. Han havde hørt vores demobånd og han var helt vild med det. Så han kontaktede os og sagde at det skulle bare udgives, og at han gerne ville trykke 100 vinyler. Og vi var sådan "Wow, hey", så må vi lige indspille Bomben fra sumpen , så der i det mindste ligger noget nyt på pladen i forhold til båndet. Og mastering processen bestod i, at vi sad i min lejlighed og kørte demoen fra spolebånd via en kompressor og ned på DAT. Det DAT bånd sendte vi til en adresse i Tjekkiet og 14 efter kom der 100 vinyler tilbage. Jeg tror vi fik 10 eksemplarer for besværet og resten blev solgt.