Side 3

Martin Holm

Kenneth, Peter og dig skrev om klubmusik i Vi unge i jeres klumme "Total Pedal Hammer siderne" (link). Hvordan kom det i stand?

Kenneth kom i kontakt med Vi unge , og han hev Peter og mig med. Når vi skulle lave vores klumme (2-4 sider, red.) mødes vi enten hos Kenneth eller oppe på Coma Records. Og så arbejde vi sammen.

Tøj der larmer rubrikken blev til ved at folk sendte billeder ind. Det kunne også være nogen vi fik kontakt med i bylivet. Så hyrede vi en fotograf til at mødes med dem og tage nogle billeder, som blev ledsagigt af nogle spørgsmål om dem selv.

Kan du fortælle om nogle af de bedste oplevelser som DJ i de år?

Uha, der er ret mange. Noget der for mig står som noget af det største var at spille på Ultramarine på Trekroner (August 1993, red.) i Københavns Havn, hvor folk blev sejlet ud i kanalrundfartsbåde. Det var ret spændende og der var en super line up med The Orb, Dreadzone, System 7, Paul Daley (Leftfield) og Darren Emerson (ex. Underworld). Så har jeg jo spillet på Roskilde Festival nogen gange. Og det er altid specielt at stå og skulle arbejde med sådan et stort telt. Det har været vildt fedt også.

Men ligeså fantastiske har det været på klubberne med den stemning man kun kan opnå der. De aftener, hvor det hele bare går op i en højere enhed, den helt specielle stemning, hvor alle er i balance, og musikvalget er rigtigt i forhold til folk. Jeg husker også den nytårsaften 1989/90 på Baby med The KLF live. Samt nytårsaften 1990/91, hvor vi efter et ”pre-party” hos Kenneth tog på Melonen og hørte Frankie Bones spille.

Jeg husker endvidere en ret sjov historie med Danny Rampling . Det var sådan, at når Baby lukkede søndag morgen endte vi tit hjemme hos Camilla (Wisøfeldt, red.) og Kenneth til morgenmad. Og de havde ofte de besøgende DJ's på kost og logi. Danny Rampling er døv på det ene øre, og det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Kenneth ville gerne spille noget for ham under morgenmaden og Danny - høflig som han var - lænede sig frem med hånden bag det gode øre og lyttede til - radiatoren - han troede det var højtaleren. Det brød vi ret meget sammen af grin over.

Du nævner Roskilde Festival. Hvordan var du involveret?

Første gang jeg var på Roskilde var det sammen med Kenneth, fordi han skulle optræde med Dr. Baker (i 1990, red.). Han fik efterfølgende placeret mig i et møde med nogle folk fra daværende Club Roskilde , som det hed dengang. Blandt andet Ronnie Rocket fra det gamle Gry Records. Jeg blev en del af områdegruppen for Dee Day scene, og det var os der bookede navnene. Jeg var med fra 1991 til '94. Det var med navne som One Dove, Saint Etienne, Orbital, Underworld, Jamiroquai, The Grid, Sandals, Bjørk, KRS One, Pharcyde etc. etc. etc.

Det luner altid at møde folk, der siger at de år var de fedeste. Det er sjovt at have været med til. Vi havde en overgang også en vinter festival: Venue, hvor vi bl.a. var i Aarhus med Spooky, Aphex Twin og Autechre.

DJ'er du stadigvæk?

Jeg er ikke DJ længere, men engang imellem kan jeg godt lade mig overtale til at spille et sæt. Men derimod laver og udgiver jeg musik. Og jeg er stadigvæk storforbruger af det og nyder mere end noget andet at komme hjem med et par nye vinyler.