Årsliste '91 - Nr. 21

Ghando

Ghando

Ghando er et rave house nummer, der blev udgivet på danske Soulpower. Det blev ledsaget af en pressemeddelelse, der beskrev Ghando som værende navnet på en inder, der via London nu var bosat i Danmark. Og som havde kastet sin kærlighed på house-musik. Det grafiske udtryk på pladeomslag mv. var en tegning i graffitistil af en inder med turban. Hvis alt dette lød til at være en lidt for utrolig historie, så var det, fordi det netop var en historie. Ghando var ikke strikket sammen af en herboende inder, men af Ezi Cut himself med hjælp fra Dr. Illington, der var Kenneth Bagers partner på de første Dr. Baker udgivelser.

Ezi Cut havde lavet nummeret som et resultat af sin egne øvelser i at arbejde i et studie. Og det var egentligt ikke lavet med henblik på udgivelse. Det var heller ikke så nærlæggende at udgive det på Soulpower, da det selskab havde en profil med rap, soul og den mindre hårde og groovy house-musik. Men da en fra holdet kom til at sige at "Ghando" lød indisk tog den ene ide den anden. Og projektet med at udsende nummeret fordækt var så dristig og god spas, at nummeret blev lavet færdigt og udgivelsen blev gennemført.

Begrebet "Ghando" var et slangord som Jeppe Bisgaard brugte. Bisgaard var hip-hop skribent og ansat på Soulpower og havde ikke just techno som sin favorit vinyl på grammofonen. Når han var i byen med drengene på diskoteker med en blandet musikprofil, brokkede han sig med ordne "Nej nej, ikke det der ghando-ghando musik", når DJ'en gik fra hip-hop og spillede techno. Således blev Soulpowers eneste projekt ud i den genre naturligvis navngivet Ghando .

Ghando var en succes på hitlisterne i Danmark. Måske det første (næsten) instrumentale rave techno, der blev et kommercielt hit. Udgivelsen blev fuldt op af nummeret Ghando Trance , der ligeledes blev et pænt hit.

Ghando