Mix Mag., No. 4 - April 1992
THE KLF - DE OPDAGEDE AMERICA
af Anders Haarder

Alverdens historiebøger skal omskrives! Den Amerikanske Ambassade skal uderrettes! Fest, farver og fyrværkeri for millioner skal aflyses og skrottes! Det er en skandale! Netop i år, hvor amerikanerne med pomp og pragt fejrer 500-året for Colombus' opdagelse af deres store nation, afslører den KLF den chokerende sandhed:
Christopher Colombus (1451-1506) var en fidus-mager! En simpel og gemen løgner! Da den lille italiensk- fødte Karl Smart og hans 100-mands besætning ombord på tre skibe - Nina, Pinta og Santa Maria - i det herrens år 1492 kastede anker ved Amerika på en spansk promotion-tour sponsoreret af Dronning Isabella af Castillien fra Palos i Andalusion, ja, da kom han nøjagtigt 500 år for sent!
KLF havde nemlig allerede været der! Eller dvs. deres forfædre, The Justified Ancients of Mu Mu, der helt præcis i året 992 ankrede deres store vikingeskibe op ved den amerikanske kyst! Amerika har altså i virkeligheden 1000 års jubilæum i år! En dobbelt så stor fest! Hurra! Så i den anledning har KLF naturligvis valgt at hylde både sig selv og den store rock-nation over there med heavy-remix-singlen "America: What Time Is Love?".
Den gamle Deep Purple sanger Glenn Hughes har lagt vokal på. Der er samplet fræsende og skrigende guitarer i hopetal og hookline, "America1", fra en klassisk mandekorsudgave af 'Aquarius' fra musical'en 'Hair'. Og i en superavanceret video, optaget i Europas største filmstudie, James Bond-studierne 'Pinewood Studios' i London, har KLF genskabt forfædrenes ædle bedrifter. Til formålet indkøbte de et stort secondhand vikingeskib i ægte egetræ af filmproducenterne bag 'Eric The Viking' (Terry Jones, 1989) - et køb der nok vil overraske mange, eftersom KLF jo længe har haft planer om at købe deres egen atom-ubåd (og tank og jumbo-jet og jernbane).
Kritikere mener, at KLF's nye single blot er endnu et forsøg på at skabe opmærksomhed omkring duoen i USA, helt i tråd med den forrige single 'Justified And Ancient', hvor remix-vokalen blev sunget - og amerikanernes nysgerrighed blev vakt - af country-dronningen Tammy Wynette (25 år i show-business. 11 no. 1 LP'er i træk. 25 no. 1 singler. 5 gange Årets Kvindelige Country-sanger-grammy-vinder. Gift 5 gange. 3 børn). Der er kun et problem: De amerikanske radiostationer har nægtet at spille 'America: What Time Is Love?' - "af hensyn til lytterne", så den er blevet reduceret til en B-side derovre.
Det har KLF nu ikke noget imod. De har længe kæmpet hårdt for at modarbejde deres kommercielle succes, og har taget ret drastiske midler ibrug: De har besluttet aldrig mere at komponere nye numre, men blot remixe de gamle. Og de vil gå endnu mere undergrund med deres næste single, efter sigende en ny version (den tredje) af '3 AM Eternal', indspillet sammen med det engelske trash-band Extreme Noise Terror.
Men er der hold i historierne? Har KLF forvandlet sig til et heavy-band? Og vil de nogensinde gøre noget normalt? Vi lader spørgsmålet stå åbent til et kommende nummer af MIX...


KLF's vikinge-skib på krydstogt i James Bond-studierne i London ('America: What Time Is Love?'-videoen) i anledningen af deres 1000 års jubilæum for opdagelsen af Amerika! (Billede: kl0492a.jpg)

Billede #2: kl0492b.jpg

Tekst til billede #2: Country-droningen Tammy Wynette flankeret af Rockman Rock og Kingboy D alias KLF alias Jimmy Cauty og Bill Drummond ('Justified And Ancient (Stand by the Jams)'-videoen).