Mix Mag., No. 8 - August 1992
DR. BAKER - 'Global Kaos' / CD
af Anders Haarder
Danmarkshistoriens mest ventede album - eller mest forsinkede om man vil - som ifølge bageren selv, Kenneth, har været "lige om
hjørnet" de sidste 2-3 år! Hvorfor, forstod jeg først, da jeg pumpede pladen op på hjemmegrammofonen og pludselig så både sol,
stjerner, disco-spejlkugler og laser-stroboskopstråler for øjnene, mens pladen langsomt, men sikkert, tog form af et sandt
mesterværk: Kenneth, der selv gør en dyd ud af at spotte både tidens og fremtidens trends, har ganske enkelt været både ultra
perfektionist - og paranoid - under studie-arbejdet. Bange for at udsende et album, der var out-dated inden det udkom, eller
måneden efter.
Resultat: Et drøn af et blæksprutte-album, der med 117 hit-øre-arme indfanger i bogstaveligste forstand alverdens musik-genrer,
nationaliteter / sprog, mystiske samplinger og lydkollager / stemninger - og fungerer som en usædvanlig frisk, frejdig, fremadrettet
(og kun enkelte steder fortænkt) helhed.
Teknoen har måttet vige meget for kærligheden til soul, disco og go' gammel tysker-pop (som jeg æææælsker), som til gengæld
er opdateret med både smarte beats, rå rap, ragga-muffin etc. En stjerneparade spændende lige fra Jodle Birge (selv den nye
jodle-trend har de nået at få med!) til KLF-Ricky er allesammen små fine brikker i dette imponerende spil, der er en milepæl i dansk
pladeproduktion.
6 ud af 6 stjerner

Følgende er ikke en del af anmeldelsen, men er derimod taget fra sektionen"Det hører vi på MIX" i samme nummer:
Anders Haarder:
-har set lyset og følt gyset:
1. Dr. Baker - 'Global Kaos'/ CD
Danmark er i finalen i fodflyt!!!
2. Erasure - 'Abba-esque' / EP + tilhørende videos
Vinder af EM i Abba, Outfits & Attituder
3. U2 - 'Dancing Queen' / Live i Göteborg
Sikker sølvmedalje! (Og U2's 8. måned på denne chart!)
4. Wayne's World / Film & Soundtrack
Kanon morsom!
5. Lars H.U.G - 'Blidt over dig' / CD
Kanon kærlig og særlig
- har sukket og slukket for sin radio:
Har i stedet startet foreningen "Ikke mere airplay til Elton, Eric & Phil", der på idealistisk non-profit basis også arbejder flittigt på at
udvikle en højtteknologisk ultralyds-sender, som nøjagtig 42 gange i ugen vil få samtlige B&O-anlæg i danske parcelhuse til at
spille 'DAS BOOT' på maximum volumen...