"...When I played "Sundown" for the first time at the techno club in Dorian Gray - more than 25 people came to the DJ box and asked what it was..." - (DJ Talla 2 XLC)



Ved hjælp af computerteknologi, informationsbegejstring og popkulturelle guerillametoder udviklede The Overlords sig fra en sær idé til at være et af de første danske bands, der formulerede et technoudtryk. Gruppens musik vekslede mellem manande maskinelle rytmer og svævende transcendentale klange.
Gruppen udgav aldrig singler på COMA Records, men i kraft af deres medvirken til diverse COMA-fester landet rundt, samt deres medvirken på opsamlingerne 'Mermaid Tracks' og 'COMA Album 1', er de alligevel berettiget til et selvstændigt afsnit på denne webside.


Musikorganisationen Overlords startede, da Rune Bendixen (alias Sergei Dong) og Carsten Pedersen (alias Dick d'Press alias Ringo Overlord) holdt op med at spille Simple Minds-inspireret symfonisk rock med A Colony og i stedet slog sig sammen med Ian Ion. Han havde som Ian Maria været medlem af electrodance-gruppen Russia Heat, der udsendte de to singler 'Tell Me Your Name/Erotic Pink' (1985) på Irmgardz Records og 'Bomb Beat Boys' (1987) på Garden Records. The Overlords var inspireret af industrial-grupper som Front 242 samt Adrian Sherwood's elektroniske dub.
Den stadig billigere sampler og muligheden for at skabe egen musik af lånte elementer i stil med Young Gods, prægede gruppens første konceptalbum 'Midnight at the Grooveyard II' (1988), og bandets konfrontationssøgende stil gav en del medieopmærksomhed. Overlords indspillede en udgave af Bee Gees-klassikeren 'Night Fever' (1988) på Mega Records og udviklede sig til et band, hvor image og musik var sider af samme sag. Biroller blev spillet af bl.a sangerinden Aud Wilken, som senere i midten af 90'erne vandt det danske melodi-grandprix.
På Roskilde Festival '88 var scenen opbygget som en kirkegård, og Overlords dansede symbolsk på rocklegendernes gravsteder. Bandet grundlagde studiet The Grooveyard på Vesterbro i København, og musikken blev stadig mere påvirket af ny dansemusik, new beat og techno. Det hørtes på 'Moontrap' (1990) på belgiske Antler Subway Records.
Samtidig var Bendixen med til at lave raves som Subwave sammen med blandt andre Mickey Billberg alias TBM 1. Denne nye stil førte til et samarbejde med Kenneth Bager og hans på det tidspunkt nye COMA Records. Bager remixede 'Sundown' (1991) som ligeledes udkom på Antler Subway Records. 'Sundown' blev en techno-klassiker i Tyskland, solgte 200.000 på verdensplan og var iøvrigt med på 'COMA Album 1'-opsamlingen.
Siden producerede Ian Ion dele af Dr. Bakers debutalbum, 'Global Kaos' samt deraf følgende singler.
Efter næste album-udgivelse, 'Organic?' (1991) på Antler Subway Records, vendte Overlords tilbage til Roskilde Festival i '92, hvor de optrådte i et hav af oppustelige grise og med bl.a. Sara Indrio på "tablas". Efterfølgende kom EP'en 'Organic+' hvor bl.a. titelnummeret bliver remixet af tyske Sven Väth fra Harthouse / Eye Q Records.
Overlords tog herefter på en lang rejse rundt omkring i Indien og Afrika og samlede inspiration, tribal beats og filosofi. Inden hjemkomsten trådte Carsten Pedersen ud af projektet, og blev til (citat følger) "et med det store lys - Nirvana - luft - blev til Ringo Overlord Supreme"...
Siden skrev Overlords kontrakt med BMG's underlabel Habana Records, der byggede på resterne af Mute/Sonet der blandt andre har haft Depeche Mode og Erasure i stalden. På dette selskab udkom i '94 albummet 'All The Nakes People', hvorpå bandets spirituelle begejstring blev blandet med svulstige eurobeats og tekstpassager lånt fra Timothy Leary. Dette album fødte singler som markerede sig markant internationalt. 'Wow! Mr. Yogi' lå 11 uger på US Billboard Top 50 og 'God's Eye' blev udråbt af engelsk musikpresse til at skulle redde dansescenen, og derudover remixet af Justin Robertson alias Lionrock og Juno Reactor.
Samtidig remixede gruppen Billy Idol's 'Heroin' og producerede for den tidligere porno- og kultstjerne Traci Lords.

ARTIKLER fra diverse tidsskrifter:

Anmeldelse af 'ORGANIC?' fra Mix Mag.

'Terminators eller Overlords?' fra Mix Mag.

'MIX hacker sig personligt ind på BILLY IDOL' fra Mix Mag.

'Billy & de danske overherrer' fra Mix Mag.

'The Overlords' fra Mix Mag.



Efter COMA-Records tiden...

Overlords valgte at opløse sig selv i 1995, hvorefter Rune Bendixen droppede musikken og skrev filmmanuskriptet 'The Bullfighter', mens Ian Ion forsatte som producer for den psykadeliske trancegruppe Koxbox, bestående af Peter Candy og Frank E. Koxbox har siden høstet enorm anerkendelse, specielt i udlandet, og har spillet til kæmpekoncerter i England og USA med stor succes, hvilket afspejles i at deres første album 'Forever After' blev udgivet på det nu lukkede tyske label Harthouse / Eye Q Records, samt deres medvirken på diverse kommercielle goa-opsamlinger fra engelske T.I.P. Records.
Kox Box er stadigvæk særdeles aktive og har senest udgivet albummet 'Dragon Tales' (1998) på Skandinavian Records / Orange Records og spillet i Danmark til store raves i Aalborg, Århus og 'Hyperstate' i København i maj '98.
Derudover har Ian Ion sammen med Frank E desuden sideprojektet Psychopod, som senest har udgivet EP'en 'Headlines' hvorunder Ian optræder som 'Ian Or-Ion?'...
Af andre sideprojekter kan nævnes, at Ian har lavet lyddesign i Roskilde Festivalens dansetelt og produceret albummene 'Rising Sign' og 'One But Different' for gruppen Sri Hari (henholdsvis 1995 og 1997) på selskabet Bhaktivedanta Book Trust til fordel for Hare Krishna-kirken.
Carsten Pedersen var i '95 efter sin afgang fra Overlords, med til at gendanne ska-bandet Duck Soup.

The Overlords havde på COMA Records følgende udgivelser:
Kompilation-bidrag: 'Sundown' på 'COMA Album 1' og 'Wow! Mr. Yogi' på 'Mermaid Tracks'.

Ovenstående er hovedsageligt taget fra 'Politikens Dansk Rock' på Politikens Forlag og fra Jam Magazine #51 - august 1994. Tilføjelser af Christian V.



TILBAGE TIL MAINPAGE