Mix Mag., No. 1 - Januar 1992
TERMINATORS ELLER OVERLORDS?
af Karsten Halib, Street Dance Records

Knap havde MIX' Anders Haarder beskrevet tekno-terroristerne The Overlords som "tre tænkende Terminators" i sidste nummer af dit yndlingsblad, før dette foto dukkede op på opsigtsvækkende promotion- postkort over hele Europa: The Overlords i model T-1000 computer-animations-remix! Vi ringede straks til programmør og producer Ian for at få en forklaring...

"The Grooveyard, det er Ian".

Hej, Ian. Det er Halib & Haarder her. Hvorfor har I nu forvandlet jer til Terminators? Er det fordi i læser MIX?.
"Njaaa, vi fandt faktisk på det, længe før vi så anmeldelsen i MIX, ja, faktisk før vi overhovedet havde set Terminator 2!"

Det tror vi altså ikke på! "Okay, jeg havde set forfilmen. Men jeg vidste sgu' ikke, at ham der metalmanden var hele filmens clou. Og en dag var jeg oppe ved en af mine venner, der har en computer til en halv million kroner, og pludselig sagde han: Har du set: Jeg kan lave Terminators!. Jeg flippede helt ud og så besluttede vi at forvandle os selv til robotter af flydende metal med hjælp fra en checket fotograf, Anders Elberling. Senere kom Saturn-ringene også på - det var en lidt ny version af en gammel idé om at sætte skyggen af en bowlerhat på vores skaldede hoveder! Og det er altsammen led i vores nye, mere poppede image!"

Men bekymrer det jer ikke, at være den onde Terminator-type, T-1000, fremfor at være flinke Arnolds lidt billigere og venligere type, T-800?
"Nope! Vi er nemlig også blevet omprogrammeret ude i fremtiden!", slutter Ian, der snart har titelnummeret fra LP'en "Organic?" ude på maxi, remixet af guruen Sven 'Mosaic' Väth og pumpet op i 130 BPM...

Billede #1: ov0192a.jpg
Tekst til billede #1: Ian fra Overlords efter et mislykket forsøg på at sample en landmine i hjemmestudiet på Vesterbrogade???

Billede #2: ov0192b.jpg
Tekst til billede #2: Tre Terminators, Model T-1000, der mediterer på Mars?