Årsliste '89 - Nr. 20

NWA

Express Yourself

N.W.A. er en forkortelse for hip-hop gruppen Niggaz Wit Attitudes. Den kom fra Compton bydelen i Los Angeles og repræsenterede en USA vestkyst hip-hop stil, der blev kendt som "gangsta rap". Ice-T siges at være den første med gangsta stilen. Men NWA blev for alvor kendte i bredere kredse, da deres debut LP Straight Outta Compton fik massiv omtale, grundet at indholdet var skrap kost for de fleste. En hudløs beskrivelse af deres liv og deres oplevelse og det i et voldsomt sprog med massere af fy-ord. Det var rap tekster, der omtalte kvinder som sexslaver, om at tæve løs på folk man ikke er enige med, om at score kassen på narkohandel og ikke mindst en besked, der kort og godt lød: Fuck the police. En kommentar til politiet chikane af de fattige sorte i NWA's kvarter. Som kunstner er dårlig omtale bedre end ingen omtale. Og NWA solgte plader i millionvis. Det til trods for, at få radiostationer i USA ville spille dem. Og at flere butikskæder i USA ikke ville have deres musik på hylderne.

NWA skabte således også røre, hvor de gav koncerter. Nogle steder blev koncerterne aflyst af de lokale myndigheder. Alt sammen med til yderligere at skabe omtale og en myte omkring gruppen.

NWA's fremtrædende medlemmer var Easy-E, Ice Cube og Dr. Dre. Efter tiden med NWA havde de alle soloudspil. I den forbindelse arbejdede Ice Cube og Easy-E sammen med de danske producere Dr. Jam og gruppen Madness 4 Real. Dr. Jam var kunstnernavnet for Henrik Milling, der siden han returnerede til Danmark i midten af 90'erne har været radiomedarbejder ved Danmarks Radio P3 (Funkshow'et mv.). Madness 4 Real returnerede også til Danmark i midten af 90'erne og begyndte at lave hip-hop på dansk under navnet Den gale pose.

Dr. Dre udgav i 1993 LP'en The Chronic. I denne periode var han med til at lancere rapperen Snoop Dogg, der selv blev et stort navn. I slut 90'erne var han med til at lancere en anden rapper, der skulle blive en af de mest internationalt kendte af dem alle. Nemlig Eminem.

Når alt det er sagt, så er Express Yourself et mere tilbagelænet og groovy nummer fra drengene, der omhandler kritik af radiostaionerne for ikke at spille deres musik. Den er bygget over samplinger fra et soul nummer med Charles Wright der ligeledes hedder Express Yourself. Og NWA fik såmen selv samplet fra deres udgivelse. Fra Los Angeles og halvvejs rundt om jorden blev rytmen brugt af den engelske producer Paul Oakenfold på hans remix af Happy Mondays Wrote For Luck. Sådan kan musik blive genbrugt fra soul til hardcore hip-hop til baggy indie rock. Smukt.

Express Yourself